Hvad er en hashpsykose?

En hashpsykose er en psykotisk tilstand, som kan opstå efter indtagelse af THC. I forbindelse med hash-rusen, eller i perioden efter, kan nogle personer opleve en tilstand af uvirkelighed. Tilstanden kan være kortvarig, eller kan trække ud i dage eller uger.

Tegn og symptomer på en hashpsykose

Man kan føle sig overvåget og have fornemmelsen af at nogle følger efter én, eller at der er sat overvågningsudstyr op i ens lejlighed. Man kan blive bange for at bruge sin computer og telefon. Man kan også føle, at ens venner og familie er ude på noget og vil én ondt. Når man går på gaden, kan man opleve at andre mennesker taler om én og måske kigger meget efter personen.

Nogle kan opleve at høre lyde, som ikke har nogen logisk forklaring. Fx. at der bliver talt til én, mens man er alene, ens navn bliver kaldt eller mærkelige klik-lyde eller anden støj uden forklaring. Man kan også komme til at se ting, ingen andre kan se. Det kan være skygger, der flyver forbi, eller at man synes, at andres ansigter ser truende og uhyggelige ud. Andre oplevelser kan være, at genstande ændrer form, udseende eller farve.

Har du brug for hjælp?

Et stofmisbrug kan være svært at få under kontrol, derfor tilbyder KABS individuelle behandlingsforløb.

Forløbet er skræddersyet til dine behov, og vi tager hensyn til dine ønsker. Tag det første skridt og start din behandling i dag.


Tegn på angst og uro

Man tør måske ikke længere gå på gaden, og isolerer sig hjemme uden kontakt til familie og venner. Nogle tjekker deres lejlighed for mikrofoner eller kameraer, og trækker gardinerne for, da man fornemmer, at naboerne kigger ind.

Denne tilstand minder meget om de oplevelser, man som patient med skizofreni, kan opleve, men oplevelserne vil ofte forsvinde af sig selv, eller man kan få hjælp på psykiatriske skadestuer, hvis det bliver ved. Lægerne på psykiatriske skadestuer kan ofte hjælpe med at undersøge om, det er en kortvarig tilstand, eller om der er brug for mere opfølgning.

KABS behandling af hashpsykose

Mange brugere af hash oplever en mindre voldsom tilstand af angst, som oftest kaldes paranoia eller blot ”noia”. Tilstanden minder om det ovenstående, men er mindre voldsom og angstfuld, og varer ofte kun kortere perioder.

Der er en glidende overgang mellem de 2 tilstande, og nogle gange kan det være nødvendigt at blive set af en læge for at få hjælp og vejledning. Jo flere episoder man har oplevet, jo vigtigere er det, at man bliver undersøgt og får lægehjælp. I KABS har vi erfaring med behandling af hashpsykoser og misbrug.

Brug for hjælp? Kontakt os